Musikken blev
leveret af det 20 mand store Køge Bugt Harmoniorkester under ledelse
af Bo Skjold Christensen.
Programmet, der
var meget alsidigt, indledtes med C.C. Møllers "March de Bataille"
efterfulgt af et medley af melodierne fra musicalen "Fiddler on the
Roof" og bagefter "Cream of Clapton". Komponisten Philip Sparke har
hentet inspiration i østeuropæisk musik til den fejende flotte "Kletzmer
Karnival" – orkesteret blev akkompagneret af publikums taktfaste
klappen; derefter fulgte et af de mest kendte danske værker, Jacob
Gades "Tango Jalousie". Sidste nummer inden pausen var "Up A Lazy
River".
Emil Reesens
"Festmarch" indledte anden afdeling og derefter et potpourri af
franske melodier "Bouquet de Paris". Et nyt medley fulgte – denne
gang "Highlights from Chess". Så var det tid til fællessang "Vær
velkommen Herrens år" udsat for harmoniorkester og stort kor.
I Viby
Musikforening står man ikke tilbage for Nytårskoncerten fra Wien, så
der blev sluttet af med "Radetzky March" og H.C. Lumbyes
"Champagnegalop". Køge Bugt Harmoniorkester sluttede den festlige
eftermiddag af med et ekstranummer – "Puttin' on the Ritz".
Se
billeder fra koncerten og oplev lidt af stemningen.