Viby  Musikforening

   




Nytårskoncert 2012 med Roskilde Salonorkester søndag den 15. januar.

På Christiansborg var den røde løber rullet ud på de bonede gulve for dronning Margrethe og hendes gæster. Der var ingen rød løber eller bonede gulve, da Viby Musikforening afholdt sin 5. nytårskoncert i Dåstrup Forsamlingshus, men det var bestemt heller ikke nødvendigt. Det feststemte publikum blev mødt af en festlig pyntet sal, boblevin i glassene, store, flotte kager til kaffen og ikke mindst - Roskilde Salonorkester under ledelse af Mogens Hollested samt dagens overraskelse sopranen Hanne Brønd Holst.

Traditionen tro startede vi med fællessangen Vær Velkommen Herrens år. Orkesterets ca. 20 medlemmer bød derefter på et meget bredt repertoire spændende fra Lustspiel Ouverture, Carmen Pasodoble, Oklahoma medley over Annen Polka til Champagne Galoppen, hvor bordbomberne bragede lystigt. Ind mellem orkesternumrene blev der plads til flere sangnumre, bl.a. Columbine Polka Mazurka og Il Baccio.
Efter pausen var det igen tid til forskellig orkestermusik som A Trumpeters Lullaby for solotrompet, Britta Polka, Ungariche Tanze Nr. 5 og Salut for August Bournonville. Også i anden afdeling fik vi Hanne Brønd Holsts sopran at høre - bl.a. i Den allersidste dans, hvor publikum (uopfordret) dannede stort kor.

Før hvert musikstykke fortalte dirigent Mogens Hollested om de enkelte musiknumre og komponisterne.

Nytårskoncerter har flere traditioner og en af dem er, at der sluttes af med Radetzky Marsch, behørigt udført af orkesteret med publikums taktfaste klappen som akkompagnement - således også i Viby Musikforening.

Få et lille glimt af festen her.